SELEX Radiata Pine krydsfiner til unikt arkitektonisk rum

Hjem > Referencer > SELEX Radiata Pine krydsfiner til unikt arkitektonisk rum
SELEX Radiata Pine krydsfiner til unikt arkitektonisk rum 2016-07-12T06:02:48+00:00

Pavilion-6-IWF

Keflico har i 2015 leveret krydsfiner til dette spændende projekt udført af Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi, Aalborg Universitet. Vi har i den forbindelse været i dialog med Isak Worre Foged, Assistant Professor MSc.Eng.Arch., M.Arch., MAA, PhD:

– Hvad er baggrunden for jeres ret så unikke projekt?
Det formelle udgangspunkt er et kursus på arkitekturuddannelsen på Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi, Aalborg Universitet. Projektet er lavet som et 7. semester projekt, hvor de studerende har skullet undersøge udviklingen af et arkitektonisk rum – ud fra generelle akustiske principper, avancerede akustiske computersimuleringer og parametrisk modellering, der også kontrollerer fabrikationsfiler til produktionen. At arbejde med akustikken som baggrund for arkitekturen udspringer endvidere fra vores forskning på instituttet.

– Hvorfor valgte I Radiata Pine B/C til projektet?
Vi valgte Radiata Pine på grund af dens relativt lave densitet, pladetykkelse og pris. Da projektet finansieres af universitetet er prisen central, mens materiale-egenskaberne er vigtige i forhold til fabrikationsprocessen i en CNC laserskærer og som akustisk reflekterende materiale. Endvidere viste det sig, at vi kunne samle modulerne lettere ved at kontrollere fiberretningen under CNC skæringen, da elasticiteten af materialet var mere retningsbestemt, end vi havde forudset.

– Hvordan greb I forarbejdningsprocessen an?
Designprocessen var delt op i 4 faser, der startede med undersøgelsen af simple moduler i fysiske og digitale modeller.

For hver fase blev der lagt flere aspekter til projektet, og modulerne blev designet som først overflader og til sidst en komplet rummelig pavillon. Alt arbejdet er lavet på universitetet ved brug af parametrisk 3D modellering, avancerende akustiske simuleringer, direkte generering af produktionsfiler fra 3D modellen og CNC laserskæring af elementerne.

Pavillon har i alt 179 moduler, baseret på 3 forskellige typer, der regulerer lyden forskelligt. Alle moduler ser ens ud, men der er altså 3 variationer. Hver type består af 14 ydre diffuserende elementer, 2 elementer der styrer de ydre elementers vinkler, 2 elementer der styre rotationen af elementerne i modulet, 1 stykke lyddæmpende stof og 2 elementer, der holder stoffet. Alt dette sættes i grundmodulet der består af 5 elementer. – Samlet giver dette 4654 individuelle elementer. Laseren skar elementer ud i mere end 350 timer. Dertil kommer basen, modulerne står på, og en rammekonstruktion, som støtter hjørner og holder modulerne i loftet på plads.

– Hvordan var jeres samarbejde med Keflico?
Vi havde fra starten en god samtale med Keflico omkring materialets egenskaber og levering. Det er ikke første eller sidste gang vi laver et sådant samarbejde.

 

Projekt, design og udførelse: Arkitekturuddannelsen på Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi, Aalborg Universitet – AAU

Materiale: SELEX radiata pine B/C, leveret af Keflico A/S.

Foto: Isak Worre Foged, Assistant Professor MSc.Eng.Arch., M.Arch., MAA, PhD.