Milano Møbelmessen 2019 finder sted i disse dage. – En prestigefyldt messe, der samler erfarne såvel som spirende designere fra møbelbranchen verden over på ét sted. I Keflico har vi igen i år haft fornøjelsen af at samarbejde med flere af de studerende, der udstiller på messen, og levere bæredygtighedscertificeret træ.

Louise Bitsch, Emil Jørgensen og resten af holdet fra designskolen VIA Design i Herning har haft særdeles travlt med at forberede deres bidrag til dette års messe;

Sammen deltager de under overskriften “TALK TABOOS” med en serie af gennemarbejdede og tankevækkende designs.

Terapeutisk stol med fokus på tabuet; depression

Sammen har Louise Bitsch og Emil Jørgensen designet stolen “LEAN”.

Møblet har til formål at skabe indsigt i lidelsen depression, med afsæt i metakognitiv terapi. Den metakognitive terapi fokuserer på at træne ens opmærksomhed og derved potentielt afhjælpe det tankemylder, der oftest er et af kendetegnene ved depression.

“The tactile surfaces underneath the armrest and on the cushion moves your focus to the present moment through pleasant patterns. LEAN creates an open and welcoming space that invites you to take a break. With thorough handcrafted details we want to tell the story of the strong individuals who suffer from depression.” Citat fra LEAN messekatalog.

Det tabubelagte emne, depression, der ligger bag LEAN møblet, var ikke et svært valg at træffe for de studerende, idet de har hentet inspirationen hertil fra deres nærmiljø:

“Begge har vi et tæt forhold til depression, fordi begge vores mødre har haft en. Derfor ønsker vi at give vores bidrag til at fremme en åben dialog omkring depression samt at øge folks indsigt i emnet. Vi har erfaret, at en åben dialog oftest har en positiv effekt for både dem, der har lidelsen, og deres pårørende.” Beskriver Louise Bitsch og Emil Jørgensen som tankerne bag deres møbel.

Møbeldesign med varme og ekstra omtanke

De to passionerede studerende efterspurgte FSC® certificeret, kantet Europæisk Eg i møbelkvalitet til deres design. En klassisk og velvalgt træsort til mange formål, særligt møbler, grundet blandt andet hårdttræets holdbarhed og æstetiske udseende. Valget af FSC – certificeret træ glæder os i Keflico fordi, at det betyder, at de studerende har taget et bevidst valg om at støtte bæredygtig og ansvarlig skovdrift. – Om hvorfor valget faldt på netop træ som råmateriale til deres møbel fortæller Louise og Emil følgende:

“Vi har valgt at arbejde med træ, da det har en naturlig udstråling af nærvær og varme. Vi har fra start været fascineret af, hvor organisk og taktil træ kan være efter en naturlig bearbejdelse. Ved at fokusere på et ærligt håndværk og omhyggelig bearbejdelser af detaljer, fremhæver vi et ærligt møbel med en lang levetid.”

Med forholdsvis kort frist til at fremstille møblet, var den fornødne viden omkring råmaterialet samt leveringstiden en vigtig faktor i samarbejdet. Som lovet, sørgede Keflico for at yde en løsningsorienteret og kompetent rådgivning samt sikre en professionel, sikker og hurtig levering, således at de studerende havde den fornødne viden omkring råmaterialets funktionaliteter samt mest muligt tid til at komme i mål med 1:1 produktionen af deres design.

 

Udstillingen løber i perioden den 8.-14. april. Du kan følge Louise, Emil og mange af de andre designstuderende, der lige nu deltager i Milano, på de sociale medier. I galleriet kan du ligeledes se og opleve mere fra udstillingen.

Design og Foto:  Emil Jørgensen, Louise Bitsch og VIA Design Herning.