Skip to main content
Om Keflico

Årsrapport 2022

Årsrapport 2022.

Det er med stolthed, at vi kan præsentere vores årsrapport for 2022, der viser en flot organisk vækst på flere fronter. Vi har i det forgangne regnskabsår formået at sætte rekord på både top- og bundlinjen, samtidig med at vi har skaleret forretningen – og opnået flere vigtige milepæle indenfor den bæredygtige udvikling i Keflico.

I 2022 har vi oplevet en vækst i nettoomsætningen på 16 procent sammenlignet med det foregående år. Nettoomsætningen lander dermed på rekordhøje 501 millioner kroner. Væksten er også at spore i årets resultat, som også slår rekord med 34,4 millioner kroner. Administrerende direktør i Keflico, Mads Stenstrop, udtaler i forbindelse med årsrapporten følgende:

"Det forgangne år har budt på et marked præget af høj usikkerhed med vareknaphed, sanktioner, nedlukninger, restriktioner, klimaudfordringer, fragtudfordringer samt voldsomme udsving i priserne. Vi har alligevel formået at bevare roen, overblikket og ikke mindst ordentligheden i løsningerne og i markedet. Sammen har vi på tværs af hele virksomheden derfor kunnet navigere og udvikle forretningen sikkert igennem året, og vi er stolte over at kunne rapportere endnu et rekordregnskab med en flot organisk vækst på flere parametre", og fortsætter:

"Væksten kan i høj grad tilskrives medarbejdernes fleksible og løsningsorienterede tilgang i et år, der virkelig har krævet det. Det har været en holdindsats, og det skal også komme til udtryk når regnskabet gøres op. Derfor vil vi igen i år udbetale en del af overskuddet til medarbejderne".

Det er andet år i træk, at der udbetales en fælles overskudsdeling som tak for indsatsen i det forgangne år til medarbejderne i Keflico. Det betyder, at 2,15 mio. kr. fordeles blandt vores 57 medarbejdere.

Certificeringsmål nået før tid

Bæredygtighed er en integreret del af udviklingen i Keflico, og foruden en ambitiøs målsætning for vores klimapåvirkning skal 80 pct. af den samlede nettoomsætning i 2025 desuden komme fra bæredygtighedscertificerede produkter. Den målsætning overgik vi allerede sidste år, hvor certificeringsandelen nåede op på 83 procent.

"I et marked med høj efterspørgsel på byggematerialer og ikke mindst inflation kan det være vanskeligt at skaffe de varer, som både vi og markedet ønsker. Det kræver mangeårige erfaringer og respekt at kunne navigere i. Respekt for samarbejdspartnere i både ind- og udland, for nye idéer og for naturen og miljøet. Og med det udgangspunkt har vi øget handlen med bæredygtighedscertificerede produkter i 2022", udtaler kommerciel direktør i Keflico, Camilla Hyldgaard Thomsen og fortsætter:

"På trods af den høje kompleksitet i markedet har vi kunnet bibeholde og udvikle vores brede og dybe sortiment, hvilket har givet os gode muligheder for langt hen ad vejen at imødekomme efterspørgslen i markedet. Det har vi ikke kunnet uden langvarige relationer til flere leverandører, som fleksibelt og løsningsorienteret har sikret leverancer i perioder med voldsom efterspørgsel".

Vi kigger nu fremad mod et år, hvor drift, digitalisering, bæredygtighed og dokumentation kommer til at fylde en hel del. Vi kunne eksempelvis præsentere vores helt nye online træunivers i begyndelsen af året, hvor vores sortiment af træ udfoldes med inspiration, viden om træ, dokumentation, lagerstatus og meget mere. Og allerede i foråret bliver det som noget helt nyt i træbranchen muligt for vores kunder at bestille træ online direkte fra www.keflico.com.  

For at understøtte den fremtidige udvikling tilføjer vi også nyt blod til bestyrelsen. På den netop afholdte generalforsamling blev Peter Bæk valgt ind i  bestyrelsen. Han kommer med solid international erfaring fra træbranchen, dels fra sin tidligere stilling som direktør i Global Timber samt fra sin nuværende stilling som generalsekretær i PEFC Danmark. Bestyrelsen består således af formand Per S. Andreasen, Kim Munk-Petersen, Max Dalsgaard og nu Peter Bæk.

Nyheder om Keflico