Når inde og ude hænger naturligt sammen
Denne arkitekttegnede villa fra 1965 er blevet renoveret med stor respekt for husets oprindelige arkitektur og detaljer. De karakteristiske elementer er bevaret og fremhævet, så husets identitet stadig står tydeligt frem.
Indvendigt mødes man af varme teaktræslofter, indbyggede reoler, originale træbeklædte vægge og nøje udvalgte materialer, som tilsammen skaber den særlige stemning, der kendetegner huset.
Den samme tilgang præger uderummene. Haven og terrassen er blevet udviklet som en naturlig forlængelse af boligen, hvor der er skabt plads til både familieliv og de stille stunder i aftensolen. Her opleves overgangen mellem hus og have som flydende, fordi materialer, detaljer og stemning går igen på tværs af inde- og uderum.
Til terrassen er der valgt Cumaru, som med sine varme nuancer og levende struktur passer naturligt ind i husets materialepalette. Brædderne er blevet olieret inden montering, hvilket fremhæver træets dybde og glød. Samtidig er terrassen udført med propper frem for synlige skruer, så overfladen fremstår rolig og harmonisk. Det er en løsning, hvor detaljerne får lov til at understøtte helheden.
Træet fortsætter op under tagkanten, hvor udhængene er beklædt med dekorative Cumaru-lister i profil KEF A2. Den samme detalje går igen på både garagen og skaber en rød tråd gennem hele ejendommen. De smalle lister tilfører rytme og dybde til de vandrette flader og understreger den omhu, der er lagt i projektet.
For husets ejer var valget af en træterrasse naturligt. Kærligheden til træ, varme materialer og den særlige glød, som træ tilfører omgivelserne, er en gennemgående del af boligen – både inde og ude. Derfor blev terrassen ikke blot et nyt opholdsareal, men en videreførelse af den stemning og materialitet, som allerede findes i huset.
Resultatet er et uderum, der føles som en naturlig forlængelse af boligen. Et sted, hvor arkitekturen fortsætter ud i haven, og hvor materialer, detaljer og håndværk er tænkt sammen til én samlet fortælling.