Træ er ikke bare træ
Træ er et levende materiale, der altid vil optræde forskelligt fra projekt til projekt med sin helt egen visuelle identitet.
Funkisvillaen her i Nordjylland er absolut ikke en undtagelse. I byggeriet har familien bragt en helt særlig varme og taktilitet til villaen ved at bruge træ inde såvel som ude.
Udenfor sætter de lyse mursten og husets sorte detaljer rammen for de slanke egetræslister på både facade, udhæng og de smukke Jatoba brædder på terrassen. Tilsammen danner det et helt fantastisk udemiljø.
Terrassen er flot inddelt i sit læggemønster, hvilket giver mulighed for at anvende de kortere længder i terrassebrædder. Det er både en fordel for pengepungen, da disse brædder er billigere. Men det kan også samtidigt lette monteringsarbejdet, fordi kortere brædder kan være lettere at håndtere.
Hvis træet ikke behandles, vil både Eg og Jatoba patinere i grålige toner, og med tiden minde om hinanden i farven. Det er vind og vejr, der er med til at forme patineringsprocessen. Derfor vil man også opleve, at træet under overdækning vil gråne langsommere.