Yderligere informationer
Udseende
Splinten på Oregon Pine er lys gullig mens kernen er gullig til rødbrun. Når træet ilter bliver det dybere i farven. Årretegningerne i træet er skarpt markerede og karakteristisk rødbrune i deres nuancer.
Træet er retvokset, og har ikke mange knaster. Oregon Pine og Douglas minder meget om hinanden. Oregon Pine er dog med ret i sin åretegninger, og vårveddet, den lyse del mellem de brunlige åretegninger, er smallere end ved Douglas.
Egenskaber og kvalitet
I forhold til træets vægt er styrken stor. Også større end Gran, Fyr og Lærk. Træet er næsten resistent overfor syre, men er udsat i forhold til svampeangreb.
Træet har et moderat svind ved tørring og er formstabilt når tørret. Træet vil ikke typisk reagere betragteligt på mindre fugtudsving i indendørsomgivelser.
Alt Oregon Pine på Keflicos lager er ovntørret.
Anvendelse
Træet egner sig godt til møbler, inventar, lister og krydsfinér. Oregon Pine anvendes også til gulve, store konstruktioner, piloteringspæle, bygningstræ, master og spær.
Bearbejdning
Anvendes træet til krydsfinér, skrælles det oftest. Det bør undgås at sømme eller skrue træet yderligt. Oparbejdning kan ellers udføres med høj finish og uden store besværligheder.
Overfladebehandling
Overfladebehandling bør ikke give anledning til specielle problemer ved tørret træ. Oregon Pine tager ikke helt så godt mod oliebehandling som Douglas. Det skyldes den smallere vårved.
Patinering
Indendørs vil træet gulne yderlige ved påvirkning fra lys og luft.
Overfladebehandling vil afhjælpe patinering. Farveændring i træet ved iltning og påvirkning af naturligt lys kan dog ikke undgås fuldstændigt.
Bemærkninger
Træerne kan blive op til ca. 90 m høje med en diameter på 400 cm. Og man regner med, at træet kan blive 1000 år gammelt. Grenfri stammer på 20 m med en diameter på 200 cm er almindelige.