Hvad gør egetræet ikonisk?
Egetræ er uundgåeligt, når vi taler om nordisk design og kvalitetsmaterialer. Men hvad er det, der gør egetræet så eftertragtet i møbler, interiør og vinduesproduktion?
I denne artikel svarer vores træspecialister på spørgsmål om egetræets verden. Du får viden om træsortens helt særlige egenskaber og kommer med bagom udvælgelsen af det egetræ, vi sælger. Måske opdager du endda noget, du ikke vidste om denne ikoniske træart.
Hvad gør egetræ til et populært trævalg i dansk design og arkitektur?
Det der gør egetræet helt unikt, er kombinationen af et klassisk, smukt ydre kombineret med modstandsdygtighed og holdbarhed overfor udefrakommende omstændigheder som fugt og slid. De fleste kender og elsker egetræet for dets lyse og levende struktur med tydelige åretegninger. Summen af disse mange smukke kvaliteter taler godt ind i vores fortællinger om nordisk minimalisme.
I hvert fald har vi i vores moderne tid givet egetræet plads i både vores hjem og folkesjæl. Egen er et elsket materiale i håndværkstraditionerne og anvendt i nogle af de mest populære danske møbelklassikere af blandt andet Hans J. Wegner, Nanna Ditzel eller Børge Mogensen. Men også af nyere interiørdesignere og brands, som for eksempel Karsten K., der ”synes, at egetræ er megafedt – jeg elsker det. Jeg kan bare godt lide, hvad eg kan, og det udtryk, det skaber. Det har jeg brugt de sidste 15 år.” Læs portrættet med ham her.
Hvilke typer egetræ forhandler Keflico?
I Keflico forhandler vi primært europæisk eg og amerikansk hvideg, men du vil også kunne finde andre varianter som for eksempel amerikansk rødeg i vores sortiment. Røget eg er ligeledes at finde i sortimentet. Den røgede eg er produceret ud af europæisk eg på grund af denne arts høje garvesyre, som anvendes til at frembringe den mørke farve. Det er tilførsel af basiske dampe, der går i forbindelse med træets høje indhold af garvesyre, som danner den mørke røgede – og meget populære nuance, der samtidigt bevarer de smukke åretegninger.
Vores massive træ fås i flere forskellige tykkelser og længder, så det kan tilpasses bedst muligt til det enkelte projekt eller behov. Vi tilbyder blokskåret eg, hvor vi sikrer den samme farve hele blokken igennem og kantskåret eg, hvor man får en kantet vare, der er let at håndtere videre i processen. Desuden kan egetræet også i specielle tilfælde fås som mindre emner, hvor de kan gå direkte ind i forarbejdningen i produktionen.
Foruden massivtræet finder du også i vores sortiment MDF- og spånplader fineret med eg, limtræsplader i eg, både som fuld stavlængde og parketsamlede og andre specialprodukter i egetræ. Derudover har Egetræet også fundet vej ind i løsninger til byggeriet såsom terrasse- og facadeprodukter.
Hvor lang tid tager det for eg at vokse fra agern til fuldmodent egetræ?
Egetræet har én af de længste voksetider af alle træarter på op mod 120-150 år fra at træet finder rodfæste som spire til det er hugstmodent. Noget af den mest langsom voksende eg finder man i Sydtyskland/Frankrig, hvor strukturen er meget tæt, hvilket aflæses i tætheden på årringene.
Når træ vokser langsomt, som for eksempel eg, betyder det, at årringene bliver smalle og tætte. Det giver en høj densitet, som gør træet stærkt, hårdt og meget slidstærkt. Samtidig øger den tætte struktur og egetræets naturlige garvestoffer modstandsdygtigheden mod svamp, råd og insekter, hvilket giver en imponerende holdbarhed.
Den langsomme vækst skaber altså det velkendte, rolige og ensartede udtryk i årestrukturen, som gør træet æstetisk attraktivt. Alt i alt resulterer det i et materiale, der er både smukt, robust og velegnet til langvarige konstruktioner og møbler. Den lange tilblivelse betyder også at det er særdeles vigtigt, at vi giver træet langt liv i de produkter, som skabes med det værdifulde naturmateriale.
Hvordan sikrer vi som træleverandør kvalitet og stabilitet i egetræet?
Det egetræ, som vi leverer til blandt andet møbelproduktion, gennemgår en omhyggelig tørringsproces for at sikre både stabilitet og ensartet kvalitet. Denne proces starter med en lufttørring, og en tommelfingerregel er, at denne tørring tager et år per 25 mm, hvorefter egetræet bliver ovntørret til et fugtindhold på typisk 8-10%, hvilket skaber en ligevægtsfugtighed, der matcher de omgivelser, hvor det færdige produkt skal anvendes.
Ovntørringen udføres af vores leverandører, inden træet ankommer til vores lager. Denne tørringsproces er nøje kontrolleret for at minimere risikoen for revner eller deformationer.
Når træet ankommer til os, foretager vi stikprøvekontroller, hvor både fugtindhold og visuelle kvalitetskriterier vurderes. Denne kombination af professionel ovntørring og grundig kvalitetskontrol hos os sikrer, at vores kunder modtager egetræ, som er stabilt, holdbart og klar til videre bearbejdning i produktionen af møbler, inventar eller vinduer.
Et bredt og dybt sortiment af egetræ
Se vores fulde sortiment af massivt egHvordan udvælger vi det egetræ, som vi sælger?
Vi vurderer altid træets kvalitet, stabilitet, oprindelse, bæredygtighedscertificering og ikke mindst leverandørens kapaciteter til at levere de ønskede dimensioner og kvaliteter. Vi indkøber egetræ i høj og ren kvalitet til hele industrien og gør det tilgængeligt fra vores 14.000 m2 store trælager i Støvring.
Vi har også rustikke kvaliteter af egetræ liggende. Her kommer træet med et mere naturligt råt udtryk, hvor knaster og andre naturlige forekomster i træet er synligt. Dette er egnet til projekter, hvor et mere upoleret udtryk er ønsket.
Vi baserer vores indkøb af egetræet efter, hvad kunderne i industrien og byggeriet efterspørger og derfor holder vores træspecialister sig kontinuerligt opdateret på muligheder og tendenser. Dét, der dog forbliver en konstant, er vores tætte og tillidsfulde partnerskaber med leverandørerne.
Kommer egetræet fra ansvarlige skovbrug?
I Keflico samarbejder vi udelukkende med leverandører, der kan dokumentere at de driver et ansvarligt skovbrug. Dette kan blandt andet ske gennem certificeringsordninger, hvor vi også selv fører løbende kontrol for at sikre sporbarhed fra skov til lager. Med vores omfattende indkøbspolitik og due diligence står vi til en hver tid inde for at det træ, vi distribuerer, er ansvarligt skovet. Det kan vi på grund af vores nære, dokumenterede samarbejder, som vi har opbygget gennem årtier.
Hvordan kan vi hjælpe med at finde det egetræ, der matcher kundernes behov?
Det kan vi ved først og fremmest altid at holde en tæt dialog med kunderne for at forstå visioner, krav og ønsker til deres projekt. Om det er møbelproduktion, byggeri, vinduer, døre, eller andet snedkerarbejde. På den baggrund kan vi komme med anbefalinger til den type egetræ, der passer bedst til formålet. Både hvad angår pris, kvalitet, certificeringer, dokumentation, dimensioner og eventuelle andre ønsker.
For eksempel kan nogle projekter godt acceptere egetræ, som har lidt splint eller mindre uperfektheder på eksempelvis bagsiden, mens andre ikke kan. Gennem dialog kan vi altid matche den rigtige kvalitet til det rette formål, så sikrer vi også den bedste udnyttelse af træet og bedste pris.
Hvordan håndterer vi egetræets perfekte uperfektheder så som knaster og farve?
Variation i farve og struktur er en naturlig del af egetræets udtryk, ligesom det er gældende for andre træarter. Egetræet er et naturprodukt, og ikke to planker vil være helt ens. Det er dét, der gør træet unikt. Keflico tilbyder forskellige kvaliteter, og i dialog med kunden prøver vi at finde frem til den kvalitet, der passer til det enkelte projekt.
Egetræet er skabt af naturen, og vil leve indtil det ikke længere er i en form for anvendelse, og det bør være så længe muligt, derfor er forventningsafstemningen vigtig, og den kan vi hjælpe med.
Hvordan adskiller egetræ sig fra andre træsorter?
Mulighederne indenfor egens verden er næsten uudtømmelige, da der findes uendelige muligheder, når det kommer til udseende, kvalitet og pris. Egen er en meget alsidig træsort, der findes i både massivtræ (blok, kant og emner), som fineret, som terrasse- og facadeprodukter. Rent praktisk er egetræet ligeledes forholdsvis let at forarbejde med det rigtige værktøj. Efterfølgende kan både oliering eller lakering give en flot finish.
Hvorfor er egetræ fra Keflico et sikkert valg?
Eg fra Keflico er et solidt og sikkert trævalg, da vi kombinerer dyb erfaring med en skarp udvælgelse af egetræet, og i øvrigt af alt det træ vi forhandler. Vores indkøb foregår ikke på det såkaldte ’spotmarked’, hvor det skal være hurtigst og billigst, men hos troværdige, kvalitetsbevidste og ikke mindst ansvarlige samarbejdspartnere, som vi oftest har haft årelange relationer med.
Vi gør os umage, for når træet er valgt korrekt fra gode leverandører, kan det leve i generationer, både i hjemmet og i det offentlige rum, præcis som egetræet fortjener.
Kort sagt: Vi leverer egetræ, der er nøje udvalgt til at imødekomme kravene i industrien og byggeriet med respekt for skovene og det gode håndværk. Det betyder færre overraskelser i produktionen, højere finish og et slutresultat, der holder nu og fremad.
Se vores fulde sortiment af massivt egEr du B2B-kunde, og har du spørgsmål til egetræ?
I Keflico har vi mangeårig erfaring og viden om egetræ til en bred vifte af forskellige formål. Vi står klar med rådgivning og prøver og kan hjælpe dig med at vælge den løsning, der matcher både designkrav, funktionalitet og levetid.
Er du interesseret i at vide mere? Kontakt os her