Hvad er en EPD?
Det skal være nemt og enkelt at finde lige de data, du skal bruge til dit byggeprojekt. Hvad enten det drejer sig om produktdata, miljømærkninger, certificeringer eller klimadata som EPD’er.
Der bliver stillet større og større krav til dokumentation i byggeriet. Og EPD'er er et af de helt centrale elementer i beregningerne af klimapåvirkningen ved fremtidens byggeri.
EPD står for ’Environmental Product Declaration’ eller på dansk; miljøvaredeklaration. Denne dokumenterer en specifik byggevares miljømæssige påvirkninger og bliver udviklet i henhold til anerkendte europæiske og internationale standarder.
Det er altså en standardiseret måde, til at få konkrete informationer om, hvor ’klimatung’ et givent produkt er, når det kommer til for eksempel miljøpåvirkningerne ved produktionen, energi- og ressourceforbruget, affaldsgenerering samt brugen og bortskaffelsen af denne byggevare.
Hvilke typer EPD’er findes der?
Der findes forskellige former for EPD’er, som rangeres efter kvaliteten af den data, som miljøvaredeklarationen indeholder.
Produktspecifikke er det mest retvisende og konkrete markedet tilbyder, da denne EPD dokumenterer klimaaftrykket for et specifikt materiale eller produkt. De produktspecifikke EPD’er er dem, du altid bør søge først. Eksempelvis er hele Keflico’s sortiment af terrasse- og facadeprodukter fra Brasilien dækket af en produktspecifik EPD - ligesom mange andre dele af vores sortiment. Du finder EPD-dokumentationen under produktet på www.keflico.com.
Findes den produktspecifikke EPD endnu ikke på dit produkt, kan du i stedet bruge det der hedder en branchespecifik EPD.
En branche EPD vil være data genereret på baggrund af et gennemsnit for en bestemt branche eller produkttype. Denne type EPD baseres på datagennemsnit fra branchen.
Hvad dokumenterer en EPD?
En EPD fremviser og dokumenterer en række miljøpåvirkningskategorier af produktet – hos Keflico påvirkningen af dit træ. Altså hvordan bidrager produktet til globale opvarmning, forsuring, næringssaltsbelastning med mere. Samtidigt kvantificerer EPD’en forbruget af energiressourcer, altså hvad har det ’kostet’ miljømæssigt af hhv. vedvarende og ikke-vedvarende energi ressourcer i skabelsen og brugsfasen af produktet, samt hvilke affaldsstrømme tilvejebringer produktet. Det kunne for eksempel være mængden af bortskaffet affald og materialer til energiudnyttelse eller genanvendelse.
Hvordan anvendes en EPD?
Forestil dig, at en bygning er sat sammen af en lang række forskellige ’klodser’, der består af en bred vifte af byggevarer som alle har en EPD – et klimaaftryk. Man vælger så den ’EPD-klods’, der passer bedst, afhængigt af, hvad man ønsker, at bygningen skal kunne. Der kan være en lang række hensyn at tage; levetiden, vedligehold, æstetik osv.
EPD’er på byggevarer anvendes altså til at beregne en bygnings samlede miljøpåvirkning i en LCA på bygningsniveau. En LCA på bygningsniveau beskriver hele bygningens miljøpåvirkning over dens fulde levetid. Den kan både anvendes som en dokumentation for produktets miljøpåvirkning eller bruges som et dokumentationsværktøj i forbindelse med bygningscertificeringer som fx DGNB.
Hvem laver en EPD?
Størstedelen af indholdet i en EPD eller miljøvaredeklaration stammer fra en bagvedliggende LCA (livscyklusvurdering), som udarbejdes på baggrund af data indsamlet ved byggevareproducenten.
Til dette arbejde anvendes der typisk et databasebaseret LCA-software, som kan modellere produktsystemet og beregning af resultater. På baggrund af disse beregninger udarbejdes selve EPD’en, som herefter skal verificeres, inden den kan offentliggøres.
En EPD, og fundamentet i form af LCA, udformes af en LCA-konsulent. Større virksomheder kan have en LCA-kyndig ansat, men der findes også mange eksterne rådgivere, der udformer livscyklusvurderinger og EPD’er for producenter. I Keflico får vi både udviklet egne EPD’er i samarbejde med LCA-konsulenter på varer som eksempelvis vores brasilianske hårdttræ, vi får produktspecifikke EPD’er udviklet af vores samarbejdspartnere på en lang række af vores pladeprodukter. Derudover læner vi os også op ad branchespecifikke EPD’er, de steder, hvor det endnu ikke er lavet en produktspecifik.
Hvorfor er en EPD overhovedet vigtigt?
En EPD er vigtig, fordi den giver en objektiv og verificeret vurdering af et produkts miljøpåvirkning fra produktion til bortskaffelse. Og da vi i Danmark har mål om at sænke byggeriets emissioner fremadrettet, er det vigtigt at have kvalificerede data, som udbygger vores beslutningsgrundlag. Dette er også en del af byggereglementet BR18.
Så for Keflico er EPD’er - side om side med vores grundige compliance og mærkningsordninger - centrale, da de fremmer transparens om produkternes CO2-aftryk, ressourceforbrug og andre centrale samt vigtige miljømæssige faktorer. EPD’er gør det mere gennemsigtigt at vælge træprodukter, der opfylder de krav og miljøstandarder, der måtte ligge i dit projekt, herunder krav om bæredygtighedscertificeringer som DGNB.
Hvor finder jeg EPD på varer fra Keflico?
Størstedelen af vores sortiment i Keflico er dækket af en EPD. Vi mener, at det skal være nemt og enkelt at finde lige de data, du skal bruge til dit byggeprojekt. Derfor har vi gjort alt vores produktdata tilgængeligt online for dig, lige når du skal bruge det.
På www.keflico.com eller via byggebasen finder du al vores produktdata direkte ved det specifikke produkt, du søger. Du kan finde det specifikke produkt på siden ved at søge efter det med enten varenummer, et DB-nummer eller ved at søge efter varens produktbeskrivelse.
Finder du ikke det du søger, kan du altid kontakte en af vores produktspecialister her: Kontakt os | Tlf. 9813 3544 - Keflico A/S