Keflico opkøber Danmarks mest bæredygtige træimportør
Tracer ApS, der har specialiseret sig i import af bæredygtigt og FSC®-certificeret træ.
Tracer ApS overtages pr. 1. januar 2019 af trægrossisten Keflico A/S, der er en af Danmarks største handelsvirksomheder inden for træ. Opkøbet sker som led i Keflico’s fokuserede bæredygtighedsstrategi, hvor den nordjyske virksomhed, med Tracer ApS ombord, får udvidet produktudvalget med en række efterspurgte træsorter og styrket specialistkompetencerne inden for hårdttræ. Ejer af Tracer ApS, Kasper Kopp bliver ansvarlig for salg og indkøb af hårdttræsprodukter i Keflico A/S.
Træhandelsvirksomheden Keflico har mere end fordoblet sin omsætning på bare seks år ved blandt andet at levere bæredygtige og FSC®-certificerede træprodukter til hele landet. Keflico var den første danske trævirksomhed, der formulerede en bæredygtig indkøbspolitik i 2016, og næste skridt i vækststrategien er opkøbet af træimportøren Tracer, der pr. 1. januar 2019 tilføjer vigtige kompetencer og produkter inden for bæredygtighed til Keflico’s i forvejen stærke produktkatalog.
Tracer’s stifter, Kasper Kopp, har skabt sig et navn på tværs af byggebranchen for hårdttræ og bæredygtigt byggemateriale, men særligt hans netværk i rådgiverleddet og internationale kontakter vil være et stærkt supplement til vores eksisterende forretning, siger Keflico’s kommercielle direktør Camilla Hyldgaard Thomsen.
Mindre kendte træsorter og et større fokus på selve råmaterialets funktionalitet og egenskaber frem for selve sorten har været en tydelig del af Tracer’s indkøbspolitik, hvor direktør Kasper Kopp har haft som krav at have mindst 10 mindre kendte tropiske træsorter i sortimentet. Det har øget interessen for FSC®-certificeret hårdttræ på tværs af branchen, hvor Kasper Kopp har haft stor succes med at sælge ind på træets egenskaber frem for specifikke træsorter.
”Markedet har virkeligt fået øjnene op for træ som et af de mest bæredygtige byggematerialer, der findes, og hvis det både skal være bæredygtigt og certificeret, er der behov for, at vi som handelsvirksomhed også tænker nyt. For eksempel som Tracer’s arbejde med at udbrede de mindre kendte træsorter Guariuba og Cloeziana som anerkendte træsorter til byggeri. Det arbejde ser vi store synergier i at fortsætte under Keflico-paraplyen, fordi vi nu er relevante og konkurrencedygtige på løsninger til endnu flere af de store projektsalg,” Camilla Hyldgaard Thomsen.
Tracer har en betydelig position på markedet for træsorterne Robinie, Guariuba og Cloeziana, der indtil nu kun har optaget en meget lille andel i Keflico’s sortiment, der tæller mere end 25 forskellige træsorter og samlet set over 1.400 produkter. Med de tre nye hårdttræs-sorter bliver levering til langt flere områder nu en realitet for Keflico, der på produktniveau skal være en del af virksomhedens fortsatte vækstrejse.
Født bæredygtig
Tracer har siden sin begyndelse i 2002 været bannerfører inden for bæredygtige træsorter og har haft som forretningsidé at udvikle markedet for træsorter, der på trods af lav kendskabsgrad havde mange anvendelsesmuligheder. Kasper Kopp fremhæver FSC-certificeringer som afgørende for succes og fremgang i et marked med stigende efterspørgsel efter bæredygtighed.
Bæredygtighed og en fokuseret målsætning om at skabe bredere FSC-efterspørgsel, på særligt projektmarkedet, har været en fantastisk rejse i Tracer, og den rejse glæder jeg mig til at føre videre i samarbejde med Keflico, siger Kasper Kopp og fortsætter:
”Keflico har formået at sætte sig på en stor del af markedet inden for hårdttræ og har med et fokus på FSC-certificerede træsorter i sortimentet været forudseende på trends og behov. At blive en del af en stor spiller som Keflico med et solidt salgsteam i ryggen kunne jeg ikke sige nej til, og jeg glæder mig meget til det arbejde, der venter i det nye år.”
Om Kasper Kopp
Kasper Kopp blev færdiguddannet skov- og landskabsingeniør med speciale i rå-træhandel i 2000, og grundlagde i 2001 sin første trævirksomhed. I 2002 påbegyndte Kasper Kopp handel med FSC-certificeret tropisk træ gennem et Agentur for Precious Woods AG. Forretningen blev herefter koncentreret mere og mere om Import og salg af FSC-certificeret tropisk træ og udviklede sig til TRACER ApS. Tracer blev Børsen Gazelle i 2011 og er i dag fokuseret på projektmarkedet. Kasper har desuden tidligere været formand for bestyrelsen i FSC Danmark i 5 år.
Om Keflico
Keflico har gennem 65 år været en af Danmarks førende træhandelsvirksomheder og var den første danske trævirksomhed til at indføre en bæredygtig indkøbspolitik i 2016. Med det bredeste produktsortiment inden for hårdttræ har virksomheden mere end fordoblet sin omsætning på bare seks år. Troværdig rådgivning på tværs af industri og tømmerhandel og en fælles passion for innovative træprodukter har bragt den nordjyske forretning forrest i efterspørgslen, når det gælder FSC-certificeret træ. Keflico har blandt andet leveret træ til Nordeas hovedsæde i København, Carlsberg Ejendomme og spillestedet Royal Arena i Ørestad Syd i København. Senest har Keflico som led i en fokuseret bæredygtighedsstrategi fået den jyske trævirksomhed Tracer med om bord og udvidet produktudvalget med træsorter som Robinie, Guariuba og Cloeziana til de i forvejen eksisterende mahogni, eg, birk, ask og fyr.
For yderligere information kontakt venligst
Camilla Hyldgaard Thomsen
Kommerciel direktør, Keflico A/S
cht@keflico.com
+45 2163 3082