Skip to main content
Materialer

Kom med helt tæt på træfacaden

Kom med helt tæt på træfacaden .

I lange tider af menneskets historie har naturen og træet skabt rammerne for vores hjem. Dette til trods er det, som om vi i Danmark har glemt træets mange fordele i byggeriet, mens vores nordiske naboer fortsat bygger flittigt med træ. Herhjemme er træet længe blevet sat i baggrunden til fordel for sten og beton i det moderne byggeri, men nu er træet så småt ved at genvinde sin plads som en populær og naturlig løsning i byggeriet. 

Klimakravene i BR18 gør træ til en oplagt løsning i forhold til at holde CO₂-regnskabet nede i byggeriet. Træ fungerer som et naturligt kulstoflager, da det binder CO₂ gennem sin vækst og opbevarer det, så længe materialet forbliver intakt. Derudover er træproduktion ofte også mindre energikrævende end eksempelvis beton- og stålproduktion. Og vi er slet ikke nået til fortællingen om træets helt unikke æstetiske kvaliteter til interiør som eksteriør.  
 
Intet andet materiale kan som træ forbinde os med naturen og samtidig understøtte et tidløst og smukt udtryk. At omgive sig med træ er en hverdagsluksus, som vi mener, alle fortjener. Et statement, som rækker langt udover materialet. 

Hvad er facadebeklædning? 

Facadebeklædning refererer til det materiale, man monterer på en bygnings ydervægge for blandt andet at beskytte konstruktionen mod vind og vejr eller som et designelement, der giver en bygning eller bygningsdel et bestemt udtryk. 

De mest hyppige funktioner ved en facadebeklædning handler om beskyttelse af bygningen ved at skærme mod fugt, UV-stråling og temperatursvingninger og dermed bidrage til at forlænge bygningens levetid. Facadebeklædning kombineres desuden ofte med isoleringsmateriale for at opnå en bedre energieffektivitet i boligen. Endelig giver det mulighed for at skabe netop det æstetiske udtryk, man drømmer om. 

De mest almindelige materialetyper til beklædning af facade er mursten eller tegl, metal, fibercement, puds – eller naturligvis træ. Enten alene eller i kombination med hinanden. 

.

Hvilke typer træfacadebeklædning findes der?  

Hos Keflico tilbyder vi et af markedets bredeste og dybeste sortimenter af facadebeklædning i træ, hvor hver løsning er skabt med øje for kvalitet og æstetik. 

I sortimentet finder du blandt andet fer og not-beklædning, som skaber en lukket facadeløsning, da brædderne griber ind i hinanden og skaber en jævn og ensartet overflade. Overfladen varierer alt efter, hvilken fer og not-profil man vælger. Mulighederne er mange; lige fra listelook til mere plane overflader. 

En anden løsning til facaden er den klassiske klinkbeklædning, hvor brædderne monteres med overlap. Denne form for facade har i mange år været byggeriets mest foretrukne i både beboelsesejendomme og sommerhuse. 

En tredje mulighed er de åbne beklædningsløsninger, som en listebeklædning giver. Denne løsning kan både fungere som primær beklædning eller et designelement til facaden. Dette afhænger af det enkelte produkts dokumentation og godkendelser. Hvis produktet er kategoriseret som en facadeliste, er den godkendt til at indgå i byggeriets konstruktion, mens et produkt kategoriseret som en dekorativ liste udelukkende kan bruges til dekorative formål. Det hænger sammen med brandkravene til byggeriet. Læs mere om dette under det enkelte produkt på vores website. 

Vores fjerde løsning er til den helt kræsne køber. Her går seneste træinnovation, moderne udtryk og funktionalitet hånd i hånd. Produktet hedder Forestlines® og er en beklædningstype, der leveres som præfabrikerede facadeelementer bestående af træ og aluminium. Beklædningen har skjult montage og en høj brandklassificering, hvilket gør systemet særdeles attraktivt til byggerier med skærpede brandkrav. 

Du kan døgnet rundt se vores aktuelle lagersortiment samt et udvalgt skaffesortiment her på www.keflico.com

Hvad er forskellen på lukket og åben beklædning? 

Lukket facadebeklædning dækker over løsninger, hvor brædderne monteres helt tæt. Dette er typisk fer og not, klinkbeklædning eller Forestlines®. En lukket facadeløsning beskytter effektivt mod vind og vejr, samtidig med at den giver facaden et roligt og samlet udtryk. 

Åben beklædning er derimod karakteriseret ved lister og/eller brædder, som monteres med mellemrum. Det skaber et let udtryk og bruges ofte, hvor facadens spil og skygger spiller en vigtig visuel rolle. Åben beklædning stiller dog krav til de bagvedliggende konstruktioner, da man skal sikre både ventilation og beskyttelse mod fugt og insekter. Derfor er det en god idé altid at alliere sig med en træspecialist, som kan assistere med den nyeste viden herom. 

.

Hvilke træsorter kan man vælge imellem til sin facade? 

I Keflico har vi specialiseret os i facadebeklædning i en lang række nøje udvalgte træsorter, der alle er egnet til det nordiske klima. Lige fra diverse profiler i hårdttræ til den efterhånden velkendte ThermoWood. 

Blandt de meget populære valg finder vi ThermoWood Fyr, som er varmebehandlet fyrretræ med høj dimensionsstabilitet og naturlig modstandsdygtighed over for råd og svamp. Ofte er det en løsning, der ligger i den mere prisvenlige ende i forhold til eksempelvis hårdttræet. 

For dem, der ønsker et eksklusivt udtryk, er Western Red Cedar og Mahogni et populært valg. Det er et let og ædelt træ med et varmt skær og naturlig holdbarhed, og som er veldokumenteret i facadebeklædningen. 

Det kan også være tropiske hårdttræssorter som Ipé, Cumaru, Mahogni, Teak og Tatajuba, som alle er kendt for deres gode holdbarhed, høje densitet og naturlige modstandsdygtighed over for både klima og slid. Her kan der være stor forskel i både kvalitet og pris fra den dyreste træsort til den billigste, så det kan være værd at undersøge flere træsorter. 

Med andre ord findes der et væld af muligheder inden for beklædning i træ. Hvilken træsort du skal vælge til dit næste byggeprojekt, afhænger af dine krav til kvalitet, funktionalitet, pris og æstetik. 

Hvordan monteres træbeklædning korrekt? 

Montering har stor betydning for holdbarheden og det visuelle udtryk af din facade. Normalt monteres facadebeklædning på en underkonstruktion med afstand til selve væggen, så der opstår et hulrum og dermed en ventileret facade, hvor luft kan cirkulere og fugt kan slippe væk. 

Facadebeklædning kan monteres enten vandret eller lodret. Dette afhænger af mulighederne ved den enkelte facadeprofil og det visuelle udtryk, man ønsker at skabe. Flere facadeprofiler kan vendes både vandret og lodret. Generelt skal vand kunne ledes væk fra selve underkonstruktionen og bygningen, hvilket er definerende for, om facadeløsningen kan vendes lodret eller vandret. Hvilken retning profilen må vende, finder du under specifikationer ved den enkelte facadeprofil online.

Bemærk dog, at der ved fer og not-beklædning er et par særlige hensyn at tage. Beklædning i en fer og not-profil skal ved vandret montering monteres med fer opad. Ved lodret montering skal feren vende i den retning, som vinden oftest blæser fra. 

Visuelt betyder den valgte monteringsretning også en hel del. Når beklædningen monteres vandret, fremhæves bygningens bredde og skaber et klassisk og jordnært look, hvor en lodret montering giver facaden et moderne og minimalistisk præg og kan visuelt løfte bygningen og få den til at fremstå højere. Denne type beklædning kræver dog omhyggelig afvanding og tætning, især i overgangen til fundament og tagfod. 

Hvordan en træbeklædning monteres korrekt, afhænger altså både af det visuelle udtryk, der ønskes, samt mulighederne ved den enkelte beklædningsprofil. Vi kan dog anbefale, at du følger disse generelle principper for korrekt montering: Følg instruktionerne for den enkelte facadeprofil, som fremgår under specifikationer og dokumentation på produktet her på www.keflico.com 

  • Sørg altid for minimum 20–25 mm ventilationsspalte bag beklædningen.
  • Undgå at montere for tæt på terræn (minimum 300 mm fra jorden, eventuelt reduceret til 100–150 mm ved korrekt drænlag iht. TRÆ55 Træfacader), afhængig af hvilken træsort der monteres.
  • Monter som udgangspunkt med årringene vendt udad for at reducere vrid.
  • Sørg for at overlappe ved klink- og fer-og-not-beklædning for at undgå vandindtrængning. 
Se mere om mulighederne i vores facadesortiment her

.

Hvad skal man bruge til montering af træbeklædning? 

Når man monterer træbeklædning på en facade, skal man bruge både de rigtige materialer og det rette værktøj, så beklædningen forbliver pæn, funktionel og holdbar nu og fremover. 

Hvad der skal bruges til montering af facadebeklædning i træ, afhænger af, hvilken type facadebeklædning der skal monteres. Der er nemlig stor forskel på mulighederne alt efter beklædningsprofilen, om det er fer-og-not-beklædning, klink eller listebeklædning. Det afhænger også af træsorten, hvor for eksempel blødere træ som ThermoFyr og Western Red Cedar kan monteres med søm eller klammer, mens hårdttræsbeklædning skal monteres med skruer. 

Derudover er det naturligvis også et spørgsmål om, hvilken finish man ønsker af projektet, for eksempel om det skal være med synlig eller skjult montering. Det er også relevant, om beklædningen skal monteres med skrue eller søm, og hvis det er med skrue, om det skal være en skrue med stort eller lille hoved. 

Det er desuden vigtigt at undersøge, hvilken bagkonstruktion beklædningen skal monteres på. Om det er en lukket eller en åben beklædningsløsning, der skal pryde facaden, er nemlig afgørende for, hvad der skal bruges til monteringen. Det kan for eksempel være, hvilke afstandslister der er behov for (lægter, reglar eller lignende), om der skal bruges vindspærre, og hvilken type der i givet fald er bedst (banevarer eller plader) samt andre materialer. 

Vi har på størstedelen af vores beklædningsprofiler samlet instruktions- og installationsguides, så du nemt kan se, hvilke muligheder der er for montering af hvert enkelt produkt. Find informationen under dokumentation på vores facadeprofiler. 

For yderligere information om korrekt montering henvises desuden til Træinformations bog TRÆ 55 Træfacader i seneste version. Herudover anbefaler vi ligeledes TRÆ 78 Træbyggeri i brandklasse 1 og 2 ift. gældende brandkrav, samt brandtekniske løsninger for hhv. renovering, ombygning samt nybyg. 

.

Hvordan vedligeholder man en træfacade? 

Vedligeholdelse afhænger af den valgte træsort og den ønskede æstetik. Vælger du at lade træet stå ubehandlet, vil det over tid patinere og få en sølvgrå overflade, hvilket både er naturligt og smukt. Men det vil også forringe facadens levetid generelt. Hvis du derimod ønsker at bevare træets oprindelige farve og glød og samtidig beskytte det, anbefaler vi at behandle overfladen med olie eller en egnet træbeskyttelse. Dette bør som regel gøres én gang årligt eller efter behov. Vær opmærksom på, at forskellige skygge- og vejrforhold influerer patineringsprocessen. For eksempel vil træet patinere langsommere under udhæng. 

Særligt vigtigt er det at forsegle endetræet, som er væsentligt mere sårbart over for fugt end eksempelvis træets sider. Dette gælder især ved lodret montering, hvor nedbør kan samle sig i enderne. Korrekt endekapning og endetræsforsegling reducerer risikoen for opfugtning og sikrer en lang levetid. Endetræet opsuger vand op til 50 gange hurtigere end sidetræet, og derfor er det afgørende at få forseglet træet. 

Hvilke krav skal man tage højde for ved beklædning i træ? 

Når man arbejder med facadebeklædning i træ, er det vigtigt at overholde de gældende brandtekniske krav, som blandt andet beskrives i TRÆ55 (2021). Keflico tilbyder facadeprofiler med dokumenteret brandklassificering. Eksempelvis er Forestlines® klassificeret til B-s1,d0, hvilket opfylder kravene i mange byggeprojekter, også i tættere bebyggede områder. 

Husk, at der med åben beklædning gælder særlige brandkrav. Derfor finder du både dekorative lister, der udelukkende bør anvendes til dekorative formål, og facadelister, der er godkendt efter brandkravene. Læs mere under det enkelte produkt i vores sortiment på www.keflico.com/produkter/facadebeklædning 

Kan træ kombineres med andre materialer? 

Ja, og det er netop en af træets store styrker. Træbeklædning kan uden problemer kombineres med andre materialer som tegl, stål, aluminium, beton eller glas. Det giver spændende kontraster og mulighed for at skabe et facademix, der både fremstår levende og tidløst. 

Keflico understøtter de arkitektoniske ambitioner ved at tilbyde både standardløsninger og specialtilpasninger, så træbeklædningen nemt kan integreres i helhedsløsninger. 

Er du B2B-kunde, og har du spørgsmål til valg af facadebeklædning i træ? 

I Keflico har vi mangeårig erfaring og viden om beklædningsmuligheder i træ. Vi står klar med rådgivning og prøver og kan hjælpe dig med at vælge den løsning, der matcher både designkrav, funktionalitet og levetid.

Er du interesseret i at vide mere? Kontakt os her