Yderligere informationer
Udseende
Brandhæmmende Birkekrydsfinér er lys med let fremtrædende lysebrune åretegninger. Strukturen er rolig, og farvenuancen er en smule mørkere sammenlignet med en ubehandlet plade.
Overfladefinérens åreretning vil altid være angivet som den første dimension i produktnavnet. Det vil sige at plader med formatet 2500 x 1250 mm er langsfineret og plader med formatet 1250 x 2500 mm er tværfineret.
Pladens mange, tynde lag er blandt andet årsag til at birkekrydsfinér ofte vælges som materiale til formål, hvor kanten er synlig – for eksempel bordplader.
Overfladen kan virke fugtig grundet den brandhæmmende behandling, som produktet har gennemgået.
Egenskaber og kvalitet
Den brandhæmmende behandling er udført særskilt på alle pladens lag inden presning af den færdige plade. Dette sikrer et homogent optag af brandhæmmer og resulterer i en brandteknisk stærk plade, som overholder nogle af de højeste brandkrav på markedet.
Brandhæmmende Birkekrydsfinér har en høj grad af styrke og formstabilitet. Den er skruefast og let at kant- og overfladebearbejde.
Plader med WBP-lim kan anvendes i fugtklasse 2 (fugtige omgivelser). Hvis de overfladebehandles på flader og kanter, kan de anvendes i fugtklasse 3 (udendørs, beskyttede omgivelser).
Vi forhandler Brandhæmmende Birkekrydsfinér i flere forskellige overfladekvaliteter med størst udvalg indenfor BB-forsider. Se produktnavnet for den specifikke vares kvalitet.
Anvendelse
Anvendelsesmulighederne er mange og de er forskelligartede. Plader med god overfladekvalitet anvendes ofte med synlig overflade til blandt andet inventar, møbler og vægbeklædning. Lavere overfladekvaliteter egner sig godt til konstruktion, emballage eller som kernemateriale til møbler med laminat- eller finéroverflade.
Ved re-finering af Brandhæmmende Birkekrydsfinér er der behov for korrekt anvendelse af lim og presse. Det er endvidere vigtigt at pudse pladen uanset den videre forarbejdning.
Vedligeholdelse
Afhængig af anvendelsesformålet er der forskellige krav til overfladebehandling og vedligeholdelse.
Anvendelse i fugtklasse 2 (fugtige omgivelser) kræver i princippet ikke overfladebehandling, men for at forlænge pladens holdbarhed, anbefales det at skærme pladen bedst muligt mod fugt ved at lukke overfladen.
Hvis pladen anvendes i fugtklasse 3 (udendørs, beskyttede omgivelser) er det nødvendigt for holdbarheden og for at undgå delaminering af pladens lag, at den overfladebehandles med dokumenteret træbeskyttelsesmiddel. Det kan være maling, olie, lak eller lignende.
Bemærkninger
Vær opmærksom på at videre forarbejdning gør, at det færdige produkt ikke overholder B-s1,d0.